BESØG HOS YDING SMEDIE & MASKINER A/S,
BESØG HOS YDING SMEDIE & MASKINER A/S,
Tidspunkt: Torsdag den 21. november kl. 19.00
Sted: Egeskovvej 10, 8700 Horsens
Firmaet blev grundlagt af Jeppe Rasmussen i 1996 og lå oprindeligt i Yding, deraf navnet.
I 2017 købte Yding Smedie Horsens Maskinforretning, og firmaet flyttede til den nuværende adresse i udkanten af Gedved (Tæt på Danish Crown-slagteriet).
Med Jeppe Rasmussen i spidsen har firmaet gennemgået en voldsom udvikling, og i alt beskæftiges i dag ca. 80 medarbejdere, der arbejder med salg og reparation af traktorer, mejetærskere og andre landbrugsmaskiner, En anden gren af virksomhedens produkter er salg af malkesystemer.
Jeppe Rasmussen vil fortælle om virksomhedens spændende historie og vise os rundt i de store produktions-,udstillings- og lagerhaller.
Bagefter får vi en kop kaffe og kage, hvor der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til Jeppe.
Vi håber, at mange af jer har lyst til at besøge en succesrig iværksættervirksomhed i nabokommunen.
Tilmelding bedes foretaget til Preben Rasmussen, tlf. 23 28 16 88 senest tirsdag d. 19. november.
Alle Venstre-medlemmer i Hedensted Kommune er velkomne!
Med venlig hilsen
Venstre i Barrit - Vrigsted
Skovvandring med debat om naturpolitik
Statens omlægning af store arealer til urørt skov var emnet, da Stouby-Hornum Venstre og Hornsyld-Bjerre-Stenderup Venstre den 14. maj arrangerede skovvandring i Grund Skov ved Stouby. Ca. 30 mødte op for at høre skovforsker Palle Madsen, der driver firmaet InNovaSilva i Højen, fortælle om træproduktion i forhold til klima, biodiversitet og hegning med afgræsning i skoven.
Hovedbudskabet var, at skoven har stor kapacitet med hensyn til at suge CO2, og at produktionsskov bidrager positivt til klimaindsatsen. Det blev understreget, at der kan gøres meget for at fremme biodiversitet uden at gå så voldsomt til værks, bl.a. ved at lade enkelte træer stå og ikke rydde alt op i skoven, som det f.eks. kræves i certificeret skovdrift, som al statsskov er.
- Det er en udbredt fejlslutning, at rentabel drift står i vejen for biodiversitetsindsats. Derfor er det en almindelig politisk position, at ingen må tjene på skovdrift, hvis det skal være godt for naturen. Det er en grundlæggende misforståelse i et kulturlandskab som det danske. Tværtimod kan økonomisk bæredygtig drift være en betingelse for, at der også bliver råd til at gøre noget for biodiversiteten. Det er grundstenen i certificeret skovdrift og skovloven, og det burde være grundsten i vores klima- og naturpolitik, hvis det skal være langtidsholdbart, og det kan reguleres med lov og incitamenter, sagde Palle Madsen.
Sunde træer ødelægges
Statens omlægning af nu 75.000 hektar skov til urørt skov, bl.a. skovene på nordsiden af Vejle Fjord, har vakt bekymring blandt mange. Omlægningen sker med begrundelsen, at biodiversitet skal styrkes i et forsøg på at skabe vild natur. Derfor ødelægges sunde træer ved sprængning og ved at skære i bark.
- Det kan godt gøres med mening på træer, som ikke har nogen videre værdi som kævler og tømmer, men det har stor konsekvens både økonomisk og CO2-mæssigt, hvis træerne har en god forstlig kvalitet. Det handler om at finde den rette balance, lød det.
I forbindelse med omlægningen gøres arealer vandlidende for at fremme forfaldet, og samtidig udsættes græssende tamdyr, som skal leve ”vildt” i et hegnet område og helst uden andet foder end dét, de selv kan finde.
Bæredygtig skovdrift
Holdningen fra indlægsholder var en undren over, hvordan aktivistiske forskere og NGO’er har fået overbevist politikere på Christiansborg om det rigtige i at gennemføre så markante og hurtige ændringer og et enormt skift i forvaltningen af skovene, som typisk er skabt gennem skovrejsning og dyrkning fra en næsten skovløs tilstand i Danmark for 200 år siden.
- Vi har en lang erfaring med bæredygtig kommerciel skovdrift, som ikke er ødelæggende for biodiversiteten, hvilket mange fejlagtigt tror, og der er mange muligheder for at gøre det bedre for skoven, klimaet og biodiversiteten i stedet for det store eksperiment, der er sat i gang. Det får negative konsekvenser for vores klimaindsats, og vi ved for lidt om, hvad vi reelt vinder og risikerer for biodiversiteten sammenlignet med alternative løsninger, sagde Palle Madsen.
Der var kaffepause ved shelterpladsen, hvor der var ivrig debat om skovdrift og mange spørgsmål.
Naturstyrelsen var indbudt til at fortælle om den store omlægning, der er i gang, men de ønskede ikke at deltage og henviste til de arrangementer, de selv holder
Vi har allerede juniormesterlære i Hedensted Kommune
Af Kim Tuominen, Aale, medlem af Hedensted Byråd for Venstre
Regeringen meldte 11. oktober ud, at man vil give elever i 8. og 9. klasse mulighed for at vælge at være i en virksomhed eller på en erhvervsskole to dage om ugen i stedet for at følge den almindelige undervisning.
I Hedensted Kommune er vi langt foran regeringen på dette område. Vi har allerede - med hjemmel i § 33 i folkeskoleloven - erhvervsklasser i Juelsminde og Skolen i Midten; og på Hedensted Skole er de i fuld gang med at få oprettet en erhvervsklasse.
Hvad er formålet med erhvervsklasser?
Det er ikke en hemmelighed, at pigerne i vores folkeskole trives mere end drengene med de traditionelle boglige fag. I de gennemsnitlige obligatoriske prøver i 2022 ligger pigerne i vores kommune med et gennemsnit på 7,6, og drengene har et gennemsnit på 6,5.
Det er derfor min vurdering, at vi er forpligtet til at have et tilbud til de elever, der trænger til en pause fra bøgerne og vil bytte dette ud med en praktik på en virksomhed.
I stedet for at have den opfattelse, at det er eleverne, der svigter folkeskolen, bør vi som politikere stille det spørgsmål til os selv, om det ikke er folkeskolen, der svigter eleverne?
Kommunens foreløbige arbejde på dette område betyder indtil videre, at vi er blandt de kommuner, der har størst succes med at hjælpe unge ind på en erhvervsuddannelse. 27,6 pct. af kommunens unge har søgt en erhvervsuddannelse senest to år efter, at de har forladt 9. klasse (på landsplan 20 pct).
Men Venstre i Hedensted hviler ikke på laurbærrene. Vi vil rigtig gerne kickstarte yderligere erhvervsklasser på vores øvrige udskolingsskoler i Hedensted Kommune.
Vi fik derfor ind i budget 2024, at der skulle skydes yderligere en mio. kr. til det videre arbejde på dette område, så de elever med "krudt i røven" har lyst og motivation til at stå op om morgenen og gøre noget, som for dem giver mening, og som på den lange bane giver rigtig god mening for samfundet.
Budgetlægning kræver en forventnings-afstemning
Vi er nødt til at afstemme med hinanden, hvilke behandlinger og medicin der skal prioriteres og finansieres fremover.
SYNSPUNKT9. sep. 2023
THRINE RIMDAL NØRGAARD
REGIONSRÅDSMEDLEM (V)
REGION MIDTJYLLAND
I disse uger er vi ved i regionerne at lægge budgettet for 2024, og således også i Region Midtjylland.
Under den forudsætning, at sygehusene overholder deres budgetter, vil vi have et minus på 175 mio. kr. Dette skal dog reduceres til ca 100 mio. kr., efter at regeringen har lovet 1 mia. ekstra til kommuner og regioner.
Forudsætningen om at sygehusene holder deres budgetter holder ikke, de kommer ud med et merforbrug, blandt andet på grund af øget aktivitet for at nedbringe ventelisterne, og øget brug af overarbejde med videre som følge af personalemangel. Så udover en sparerunde på tværs af regionen har sygehusene deres egen økonomi at arbejde med at få i balance.
Vi vil givet også have brug for at lave en lidt større besparelse end de ca. 100 mio. kr., fordi der vil være nogle politiske prioriteringer, vi er nødt til at afsætte midler til, ligesom vi skal have en buffer til uforudsete udgifter i 2024.
Hvorfor går det galt med økonomien, hvad er der vi ikke har styr på? I Region Midtjylland kan vi se, at vore udgifter til tilskud til medicin vil udgøre 100 mio. kr. mere end budgetteret. Der er blandt andet den noget dyrere diabetesmedicin, der også har en gavnlig effekt på vægten, som mange patienter får og har gavn af. Her betaler vi pt. ved kasse 1 som region. Ligeledes er borgernes brug af besøg hos den praktiserende læge steget markant, hvilket også belaster den regionale økonomi.
Her er der brug for forventningsafstemning.
Ventelistepenge går i stedet til medicin
Styringsmæssigt har vi et system, hvor regeringen aftaler med Danske Regioner, hvor mange midler vi kan anvende. Senest afsatte regeringen i februar 2023 ekstra to mia. kr. til nedbringelse af de ventelister, der opstod dels i forbindelse med Covid 19, dels under den lange lovlige sygeplejerskestrejke. Vore meget dygtige ansatte på sygehusene har knoklet for at nedbringe ventelisterne og klare alt det akutte, på trods af personalemangel. En stor ros til dem. Men nu kan vi se ind i, at de to mia. i stedet går til øgede midler til medicintilskud og til borgernes brug af de praktiserende læger.
Borgerne/patienterne hører på den ene side fra regeringen, at der til stadighed afsættes flere og flere penge til sundhedsvæsnet, og dels kan de ved selvsyn konstatere og også læse i avisen, at ventelisterne vokser.
Dette gælder både vedrørende de somatiske (fysiske) sygdomme, men også på psykiatriområdet, både for børn og unge og voksne.
Når man ser ind i den demografiske udvikling, kan vi se, at vi i årene frem vil have flere borgere +65 år og færre i den erhvervsaktive alder. Presset på sundhedsområdet vil derfor vokse i de kommende år, hvor vi formentlig fortsat vil have udfordringer med at have kvalificeret personale nok.
Overbehandling at holde liv i folk længst muligt
Vi er derfor nødt til at forventningsafstemme med hinanden, hvad der er vigtigst, og hvad der kræver hurtigst behandling. Vi er også nødt til at afstemme med hinanden, hvilke behandlinger og medicin, der skal prioriteres og finansieres fremover.
I dag finder der overbehandling sted, vi forsøger med al magt at holde liv i folk i længst muligt. Dette sker på alle områder og i alle aldersgrupper. Det er ikke altid, det sker med fokus på det gode liv og værdighed for patienten og de pårørende.
Det kræver derfor et tættere samarbejde med kommunerne om forebyggelse generelt og herunder også forebyggelse af indlæggelse hos de ældre borgere. Projektet ”Livets afslutning”, som er udarbejdet i et samarbejde mellem Regionsenheden Midt, Silkeborg, Viborg og Skive Kommuner, de praktiserende læger og Dansk Selskab for Patientsikkerhed er et godt eksempel herpå. Fokus her er at flere borgere skal have ro og lov til at dø.
Det bliver vi nødt til at tale med hinanden om.
.
St bededag - Lad fornuften sejre
Læserbrev af Morten Juhl Lassen, Formand for Hedensted, Daugård og Ølsted vælgerforening.
Forslaget om afskaffelsen af store bededag som helligdag skyldes bla. et behov for ekstra finansiering af forsvaret. Desværre er det i den almindelige danskers bevidsthed også blevet den ENESTE grund. Det synes jeg er ærgerligt for jeg kan se mange andre fordele ved forslaget som desværre er blevet overdøvet i den forsimplede debat. Ikke mindst fagforeninger og opposition har et behov for at positionere sig i forhold til en ny regering. De har derfor en interesse i at forsimple debatten til noget som kan mobilisere danskerne og det er lykkedes og har nærmest udviklet sig til det rene hysteri. I virkeligheden er spørgsmålet om St. Bededag langt mere alvorligt og komplekst, fordi det adresserer en lang række udfordringer i vores velfærdssamfund på en gang.
Danskerne har valgt og fået en bred regering hen over midten ovenikøbet en flertalsregering. Mange danskere ønskede sig en regering hen over midten fordi vi godt kan se, at vi har en række udfordringer i vores velfærdssamfund, som vi ønsker skal forbedres: vores sundhedssystem mangler hænder, Vores ældreomsorg halter, psykiatrien er en skændsel, vores børn mistrives i skoler og daginstitutioner, vores forsvar er ikke tilstrækkelig osv. Årsagen til, at vi i et af verdens dyreste velfærdssamfund er kommet så galt afsted er, at skiftende mindretalsregeringer for at tækkes vælgerne har undladt at gennemføre tiltag som på en ansvarlig og effektiv måde løser udfordringerne.
Men så snart vores ”ønskeregering” nu tager fat på at løse ovenstående udfordringer, som vi er enige om, at vi gerne vil have løst, så brokker vi os, og gør alt hvad vi kan for at forhindre en af de mest effektive løsninger nemlig, at vi alle arbejder 7,4 timer ekstra om året ved, at vi afskaffer St. Bededag som en helligdag mod fuld løn i form af øget ferietillæg.
Sandheden er nemlig at afskaffelsen af store bededag er noget af det mest ansvarlige vi kan gøre.
Forslaget bidrager i den grad med løsninger på en række væsentlige udfordringer i vores samfund. Det er et flerdobbelt kinderæg: Det skaffer flere hænder, det skaffer finansiering til vores velfærdssamfund og forsvar. Det skaffer flere sygeplejersker, flere sosu-hjælpere, lærere, pædagoger osv. Vi bidrager alle og ikke kun nogle få samfundsgrupper. Derfor er det et godt og ansvarligt forslag som vil bidrage til at gøre Danmark rigere og mere robust. Jeg vil opfordre regeringen til at stå fast på at afskaffe en helligdag, som fundament for et stærkt og robust Danmark. Vi har selv valgt en bred regering. Jeg håber at den vil vinde magtkampene med fagforeningerne og oppositionen for det er nødvendigt, at vi nu stopper med lappeløsningerne og får gjort noget der virker - selvom det er upopulært! Vi kan simpelthen ikke være vores velfærdssamfund bekendt længere.
I har nu taget olympisk guld i ansvarsfraskrivelse også i 2023 - hvad bliver det næste?
Tidligere byrådsmedlem har skrevet dette læserbrev i Horsens Folkeblad.
Det er efterår og dermed sikkert tid for budgetlægning i familierne og i høj grad i kommunerne. Ingen tvivl om, at det er en udfordrende tid for alle og endda en rigtig svær tid for mange. Derfor kræves det af vore kommunalpolitikere, at der tages ansvar.
I Hedensted indtager Venstre nu borgmesterposten efter fire år med en socialdemokratisk borgmester, som blev støttet af bl.a. Kristendemokraterne (KD).
Perioden 2018-2022 og især det seneste budget (2022) under socialdemokratisk ledelse blev et "olympisk mesterstykke" i ansvarsfraskrivelse. Der blev i perioden brugt flittigt af den forud etablerede kassebeholdning, optaget lån på 91 mio. kr., skubbet besparelser foran sig på mellem 50 og100 mio. kr.
Således blev budget 2022, under ledelse af den daværende socialdemokratiske borgmester, vedtaget med forud indlagte besparelser til budget 2023 på minimum 50 mio. kr.
Dette forud fastlagte besparelseskrav, mellem to byrådsperioder og til et helt nyt byråd med endda 10 nye byrådsmedlemmer, er i sig selv kritisabelt og blev kritiseret. Men jo, Venstre stemte også for budget 2022. Med armen vredet om på ryggen og for at få indflydelse på budgettet.
Bedst, som man så nu tror, at S og KD tager ansvar for besparelserne i budget 2023 - den besparelse, som de vedtog med den politiske ledelse og magt i kommunen - ja, så kan de ikke se sig selv i budgettet. Der tages ikke ansvar for besparelser.
Det er således igen Venstre, der skal agere "Stygge Ulv" for en række upopulære beslutninger og besparelser. Nuvel, Venstre er ikke alene. Heldigvis løfter koalitionen ansvaret for budgettet. Tak for det. En særlig tak skal lyde de parter, der i konsekvens af 2022 vedstår budget 2023, herunder SF.
Til S og KD: I har nu taget olympisk guld i ansvarsfraskrivelse også i 2023. Hvad bliver det næste?
At S og især KD ikke ønsker besparelser overhovedet på det i forvejen overfinansierede handicapområde er velkendt. Men også børn, ældre og demente, ja, alle borgere har krav på en ordentlig behandling af det offentlige.
Vejret viste sig fra sin fineste side, da Venstre afholdt Grundlovs-møder i Hedensted Kommune.
Det første møde på Rohden Gods var arrangeret af vælgerforeningerne i Barrit-Vrigsted og Stouby-Hornum. Byrådsmedlem Viggo Kjær Poulsen bød velkommen, og Godsforvalter Aleksander Terkelsen fortalte lidt om godset. Derudover blev der holdt grundlovstaler af Folketingsmedlem Troels Lund Poulsen og medlem af Europaparlamentet Asger Christensen.
Det andet møde blev holdt i Palsgaard Slotspark i rammen af Palsgaard Sommerspil. Mødet var arrangeret af Juelsminde og Omegns vælgerforening og formand Carsten Clausen bød velkommen. Herefter var der taler ved Borgmester Ole Vind, Regionsrådsmedlem Thrine Nørgaard, byrådskandidat Simon Bendfeldt og endelig var Folketingsmedlem Troels Lund Poulsen kommet fra Rohden for at holde endnu en tale.
Tak til arrangører og talere, samt til Rohden Gods og Palsgaard for at stille de fine rammer til rådighed.
Venstres nye hold i Hedensted Kommunalbestyrelse.
Bagerst fra venstre: Lars Poulsen, Viggo Kjær Poulsen, Hans Vacker, Kim Tuominen, Jakob Toftebjerg.
Forest fra venstre: Gitte Andersen, Merete Skovgård Jensen, Lene Tingleff, Borgmester Ole Vind og Jeppe Mouritsen
Se artikel i Horsens Folkeblad hvor Ole Vind får overrakt borgmesterkæden
borgmester kandidat debat på Horsens folkeblad
Se debatten: Borgmesterkandidater debatterede byggegrunde, børnepasning og klima | hsfo.dk<https://hsfo.dk/artikel/deltag-i-debatten-lige-nu-borgmesterkandidater-debatterer-byggegrunde-b%C3%B8rnepasning-og-klima>
Venstres formand Jakob Ellemann på besøg på Juelsminde Havn og Marina hvor der blev drøftet højvandssikring og ikke mindst finansiering af den store opgave.
Europaparlamentet
Carsten Kissmeyer er Venstre i Hedensteds kandidat til Europaparlamentsvalget der afholdes søndag den 9. juli 2024.
Se mere på Carstens hjemmeside, eller følg ham på Facebook.
DEBAT
2. behandling af budget 2021
Læsebrev af Carsten Clausen
Som modvægt til Socialdemokratiets ihærdighed, først på de sociale medier og efterfølgende med den nyligt omdelte brochure ”Fra spare øvelse til udvikling” på at lave et skønmaleri af kommunens økonomi, samt budgetforliget 2021, vil jeg gerne med mit indlæg forsøge at vise den sørgelige virkelighed der knytter sig til flertalsgruppens styring, (eller mangel…